Sådan skriver du +2.000 ord om et emne

Neil Patel fra Quicksprout skrev for et par år siden et godt indlæg på sin blog omkring sammenhængen mellem lange tekster og gode rankings.

Helt konkret påviste han, at med tekster på 2.000 ord eller over er det nemmere at ranke på dine søgeord.

Set med Googles briller giver det også god mening. Med længere tekster er der mere information og derfor også større sandsynlighed for, at brugeren får svar på søgningen.

En konkret udfordring består dog i faktisk at skrive 2.000 ord om et givent emne. Det er 7 siders tekst i Word. Det tager tid. Og for mange er det et ubestigeligt bjerg at finde ud af hvad de skal skrive om.

Her kommer vi dig til undsætning med guiden til at skrive 2.000 ord om ethvert emne delt op i 4 teknikker herunder:

Lav skelettet først

Start med at lave skelettet på din kommende artikel.

Skelettet er overskriften, en introduktion og de underoverskrifter, du kommer til at have.

Ved at lave et skelet bliver du tvunget til at tænke over hvordan din artikel skal sættes sammen. Du laver den overordnede struktur. Når først overskrifterne er på plads handler det om bare at ”fylde på med tekst” mellem de punkter du har lavet.

Denne artikel er skrevet på samme måde. Underoverskrifterne er lavet og jeg har tænkt over hvilken metode jeg selv bruger til at lave mine lange tekster. Nu mangler jeg så blot at forklare hver underoverskrift.

Uddyb tabeller

På TLA Medias HostingGuiden er der en god tabel til sammenligning af webhoteller fra Cliche, UnoEuro, Meebox, Surftown, cHosting og One.com.

Tabellen viser hvilke udbydere der tilbyder gratis domæner, hvor meget trafik de tilbyder dig som kunde og så videre.

Her har TLA Media en gylden chance for at tilføje meget tekst til siden.

En person der ikke er inde i webhotels-lingoen ved næppe hvad cPanel er eller hvor meget trafik, de skal bruge.

Ved at tilføje en forklaring til alle deres felter fyldte de nemt 1000 ord på deres side og det ville sandsynligvis hjælpe med rankings, da de nu tilbyder en bedre side til Google.

Se de første 5 resultater – hvad skriver de om?

Hvis du er blank på hvad der skal stå i skelettet for din artikel kan du kigge på dem, der lige nu ranker på dit ønskede søgeord.

De har skrevet noget Google finder relevant. Så er det din opgave herfra at skrive noget endnu bedre.

Læs deres tekster og bliv inspireret af deres underoverskrifter. Se hvilke der går igen og medtag også dem i din egen artikel. Det er fint at blive inspireret, så længe du ikke direkte kopierer, hvad de andre har skrevet.

Alexander med en konkurrenceside har lavet øvelsen og fandt ud af, at konkurrenterne – ofte store dagblade – brugte spalteplads på at fortælle om betingelser og hvordan brugerne øgede deres chancer for at vinde. Det kopierede Alexander og hans rankings steg en uge efter.

Brug ÜberSuggest

ÜberSuggest er et smart og gratis værktøj.

Du indtaster dit søgeord og baseret på Googles Suggest-data får du en række forslag til hvad du kan skrive om.

Se også TinySuggest, der er udviklet af den danske virksomhed TinyRocketLab (en ranktracker).

Bonus: 750 Words A Day

Hvis du vil blive god til at skrive lange tekster på kort tid bør du kende til 750Words.

Det er en bevægelse, hvor du starter din dag med at skrive 750 ord om et eller andet. Ved at skrive dine 750 ord tvinger du dig selv til at tænke og komme ud med dine tanker, følelser, forventninger og meget mere.

Det du skriver behøver ikke at give så meget mening. Du er den eneste, der kan læse det. 750Words handler om at tømme hovedet. Det gør tjenesten godt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *